Terapi

Psykoterapi

Jeg er godkendt af Dansk Psykologforening som Specialist i Psykoterapi med voksne. Jeg har specialiseret mig i terapeutiske metoder (Mentaliseringsbaseret terapi og Dialektisk adfærdsterapi),der har særligt fokus på følelsesregulering, impulskontrol og evnen til at forestille sig andres sindstilstande samt se sig selv udefra via andres blik. MBT og DAT er evidensbaserede psykoterapeutiske metoder med god effekt i behandling af relationelle vanskeligheder og dysregulerede følelser. 


Effekten af psykologisk behandling afhænger ifølge forskningen af mange faktorer. Til de væsentligste faktorer hører et tillidsfuldt samarbejde, hvor der er en fælles forståelse af, hvordan vi arbejder for at skabe ændring i dit liv, og hvordan ændringen skal ske vha. samtalerne og i dit videre arbejde mellem terapitiderne. Dette italesættes fra første samtale og under hele terapiforløbet som en rød tråd. Derfor er det en god ide, at du allerede ved første samtale har overvejet dine ønsker og mål for behandlingen. Effekten af psykoterapi er også betinget af, at eventuelle misforståelser eller utilfredshed kan drøftes, så det ikke bliver en hindring for det tillidsfulde samarbejde. 

Individuel terapi

For patienter med en henvisning til psykologbehandling via egen læge vil fokus være at arbejde psykoterapeutisk med årsagen til henvisningen (krisekategorierne 1-9 og depression, angst). Forløbene følger de rammer, der er aftalt for sygesikringsordningen, bl.a. priser, varighed af forløb, mulighed for genhenvisning. Det kan du læse mere om her: 

https://www.sundhed.dk/borger/patientrettigheder/tilskud-stoettemuligheder/gratis-behandling-og-tilskud/psykologhjaelp/


Hvis din sundhedsforsikring dækker hele eller dele af egenbetalingen ved lægehenvisning, skal du inden 1. samtale vise dokumentation fra sundhedsforsikringen omkring, hvordan jeg afregner med dem.


For patienter uden henvisning fra egen læge er der friere rammer for terapiforløbets fokus.

Gruppeterapi

Gruppeterapi er særlig egnet til behandling af relationelle udfordringer: fx
⁃ vanskeligheder med at føle sig tilpas i sociale sammenhænge
⁃ vanskeligheder med danne eller opretholde venskaber eller kæresteforhold

⁃ problemer med ensomhedsfølelse
⁃ tvivl om hvorvidt man kan stole på andre mennesker


Mange mennesker foretrækker individuel terapi. Men gruppeterapi har den fordel, at de udfordringer den enkelte oplever, kan undersøges og forstås i lyset af gruppens samspil. Ligeledes er målet at gruppen bliver et trygt sted at arbejde med at håndtere egne udfordringer på nye måder. Dette kan afprøves i gruppesessionerne.


I gruppen vil det gennemgående fokus være at fremme mentaliseringsevnen. Mentaliseringsevne hjælper os til at forstå egen og andres adfærd - motiveret af sindstilstande som følelser, tanker, ønsker, behov, overbevisninger, værdier, samt sindstilstandenes rodfæste i den enkeltes livshistorie. Mentaliseringsevne gør det muligt at se sig selv udefra og andre indefra.

Gruppen vil bestå af 4-6 deltagere, der er sammensat med henblik på at få en optimal gruppeproces. Gruppen mødes ugentligt i 90 min. Deltagerne skal være indstillet på et terapeutisk forløb af 1 års varighed. 

Gruppebehandling er også mulig med henvisning fra egen læge omkring en bestemt problemstilling fx socialangst, depression, eller sorg.

En gruppe omfatter 4-6 deltagere og varer 90 min.